Fra ide til roman

Ideen til Mens vi sover kommer fra de interessante spørgsmål, man kan stille om søvnen. Hvorfor arbejder dele af hjernen videre i søvnen? Hvad skal vi med den vågne hjerne og med drømmene? Hvad sker der, mens vi sover?

Søvnen som tema trækker andet spændende med sig: drømme og vågentilstand, det bevidste og det ubevidste, det individuelle og det kollektive. Og sådan opstod ideen om en roman, der ikke kun har søvn som tema, men også er en undersøgelse af, hvad vi kan bruge denne almenmenneskelige tilstand til.

Hvad nu hvis der kunne opstå en form for telepati mellem sovende, der kunne bruges i empatiens og kærlighedens navn? Sådan opstod ideen om en søvngruppe med patienter med forskellige søvnlidelser.

Meget hurtigt i idefasen dukkede den ene hovedperson i romanen op. Søvnforskeren Albert er videnskabsmand, men bevæger sig ud i et nyt forskningsområde, hvor drømmedeling er central. Kan mennesker med søvnlidelser nå hinanden og hjælpe hinanden i søvnen?

At Albert skulle forelske sig i en af sine patienter var på ideplanet en løs mulighed, for han forekom at være et menneske, der manglede kærlighed i sit liv. Men at kærligheden og romanens anden hovedperson, den franskfødte Gaia, skulle få så stor plads i romanen var ikke tiltænkt.

Man kan sige, at kærligheden opstod og gjorde opmærksom på sig selv, som den integrerede del af menneskers liv, den burde være – både individuelt og kollektivt. Og derfor blev Mens vi sover også en roman om kærlighed mellem to, mellem flere, mellem mennesker.