Romanens første side

Omsider erkender Albert, at han er faret vild. Og at han formentlig igen tog fejl. Forpustet og med hamrende puls er han nu tilbage ved den samme skillevej som før, og han ser sig forvildet omkring, mens strømmene af målrettede mennesker glider forbi ham i begge retninger.

Et øjeblik der på perronen troede han virkelig, at det var hende. Et glimt af opsat hår og en smal, rank ryg på den anden side af skinnerne. Så buldrede toget ind og overdøvede hans råb, og han kaldte igen, mens dørene klappede i, og vognene gled videre, så han endelig fik frit udsyn til den modsatte perron. Kvinden var borte, og uden at tænke drejede han rundt om sig selv og løb mod trapperne og tog dem i spring og løb gennem de lange gange for at komme over på den modsatte side.

Lydene af travle fødder og stemmer og fjern fløjtemusik ekkoer nu gennem de underjordiske gange og blander sig med skrigene fra de bremsende tog. Så forsøger han at trække vejret roligt og at fokusere på skiltet med destinationer. Mens hans puls langsomt falder, genkender han flere af stationerne på metrokortet. Og mens han lader en finger følge en af linjerne, slår det ham, hvor usandsynligt det for et par måneder siden ville have forekommet ham at stå her ene og fortabt på en af Paris’ travleste metrostationer.