Selverkendelse – men også selvbedrag – er centrale temaer i Tolv måneder.
Det er fotografen Helen, der er fortælleren og også hende, der skriver sig gennem de tolv måneder, hvor vi følger hende.
Hun kalder sit manuskript for “Selvbillede med noter” fordi hun forsøger at skrive sig frem til et nyt selvbillede. Sådan et har hun brug for efter voldsomme begivenheder, der har efterladt hende med skyld over for en svigtet søn og en elsket oprører, hun mistede i Nepals bjerge. Noterne er kommentarer til Helens fremstilling; de kommer fra bogens andre personer og viser, at Helen ikke fortæller alt eller giver os den fulde sandhed.
På den måde bliver Helens fremstilling en undersøgelse af, hvordan skriften både kan sløre og afsløre. Og romanen bliver en kommentar til tidens optagethed af selvbiografiske fremstillinger. Samtidig med at den også kredser om temaer som idealisme, kærlighed, svigt og tab – og vejen til igen at kunne holde sig selv og verden ud.