Fra ide til roman

Fra de første løse ideer til en færdig roman kan der ske rigtig meget – har jeg nylig erfaret! Og jeg er overbevist om, at processen er forskellig fra skribent til skribent og fra bog til bog. Det her er hovedtrækkene for Tolv måneders vej fra ide til roman:

  • Først fik jeg en ide til en ramme: nemlig at følge en person, med noget på spil, gennem et år.
  • Så tænkte jeg i temaer, jeg synes er vigtige: At iagttage eller deltage i verdens forandringer. At være i bevægelse eller stå stille i livet. At gå efter selverkendelse eller selvbedrag. At bruge skriften til at afsløre eller sløre.
  • Så fulgte hovedpersonen: en jeg kunne fortælle indefra og en jeg kunne identificere mig med, fordi valget af hende hang nøje sammen med mine:
  • Overvejelser om struktur og fortælleteknik. Og her ville jeg ind i hovedet på en fiktiv fortæller; se verden med hendes øjne og opleve hendes udvikling indefra. Det betød fravalget af en alvidende fortæller: vi har kun hovedpersonen Helens ord og skrift – gennem nutid, tilbageblik og breve. For dog at give hende noget modspil, opstod ideen om at lade andre personer kommentere hendes version af virkeligheden i noteform.
  • Derfor blev selve skrivningen også helt styret at Helens ageren eller mangel på samme. Med andre ord, så fandt jeg på handling og retning hen ad vejen, efterhånden som jeg lod Helen komme i stadig bedre kontakt med verden.
  • På den måde – med struktur, fortælle- og skriveteknik – blev jeg også litterært udfordret på flere planer undervejs, hvor jeg bestræbte mig på at lave et anderledes kvindeportræt, efterhånden som månederne skred frem for både Helen og mig.
  • Da Helen var igennem tolv måneder, var romans første udkast færdigt. Mange kvalificerede læsninger, herunder også afslag og konsulentudtalelser, har efterfølgende gjort mig i stand til at redigere og skrive om, så manuskriptet blev antaget og juni 2012 udgivet som e-bog og papirbog af Forlaget Replikant.   Ideen om en roman – drømmen om en roman – blev til en roman!