Læs prologen fra Tolv måneder
En sødlig duft af sandeltræ slører stanken af brændt kød, nu hvor ilden for alvor har fat. Vi står ved ligbålet som en ubevægelig masse i en beskyttende krans omkring flammerne og den opstigende røg. De eneste bevægelser omkring os, ser jeg som hurtige ryk i brunt, når tempelaberne med høje skrig løber og klatrer op ad murenes høje stentrin bag bålet. Ud over abernes skrig høres kun en svag, monoton jamren af kvindestemmer, der skiftevis daler og stiger og bliver til et fælles åndedræt for os, der er samlet her. Om dig.
I respekt for familien og de mange, der lever med landets hinduistiske traditioner, bliver din krop nu brændt til aske og siden kastet i floden, så mindre gode handlinger kan vaskes bort, og du slipper for de utallige genfødsler. Måske du selv havde foretrukket en himmelbegravelse i bjergene; så ville din sønderdelte krop allerede nu være halvt fortæret og din kraft leve videre et andet sted på sin vej mod Nirvana. Måske i mig.
Den stigende og dalende lyd af kvindestemmer tager umærkeligt til i styrke, mens bålet flammer op. Med røgen sviende i øjnene mærker jeg varmen blive stadig voldsommere, og i stedet for at trække baglæns går jeg et lille skridt fremad og står så fri af massen lige foran flammerne.
Mens hænder lægger sig på mine skuldre og mine arme, der har løftet sig, stirrer jeg ind i flammerne og ser, hvordan jeg kunne have placeret mig der, midt i bålet med dit hoved i skødet, og på den måde være blevet sati. I hinduistisk forstand er en sati en kvinde, der er. Underforstået er god. Hænderne om mine skuldre og arme fortæller mig, at ingen forventer en enkebrænding, og jeg ved, at jeg i al fald ikke er god. Og måske heller ikke engang er.
Gennem de vedvarende klagelyde lyder så et kort, skarpt smæld i øjeblikket, hvor din hovedskal brister, og lige dér vælger jeg at tro, at din sjæl dermed virkelig bliver fri og flyver op og videre. Jeg ser på røgsøjlen, der stiger og stiger og kan ikke gøre andet end at lægge nakken helt tilbage – og så slippe.
Højt oppefra ser jeg ned på min krop, der med armene løftet og nakken knækket bagover bliver holdt om og tilbage, mens munden åbner i et skrig. Så endelig standser skriget, og jeg daler og er så tilbage. Ikke i min krop, men lige ved siden af den. Iagttagende hvordan armene sænkes, nakken og ryggen retter sig op, og hvordan hun, Helen, ser lige frem for sig ind i flammerne uden at se. Sådan står hun, til bålet er brændt helt ned. Så vender hun sig og går.
