Nogle manuskripter er så længe om at blive til en bog, at man som forfatter er ved at give op! Men giver man ikke op, så kan det pludselig ske, at ens flere gange omskrevne roman-manuskript bliver set og antaget af et forlag. Det gør sig nu gældende for min tredje roman, der derfor udkommer i foråret-sommeren 2027 på Forlaget Heimdal 🙂
Romanen har været flere år undervejs og har ændret sig i både form og indhold. Den oprindelige fortælling om tid og kærlighed mellem to modne mennesker indgår nu som en roman i romanen, der følger en forfatter med hukommelsesproblemer. Hun frygter en snigende demens, men det er også muligt, at problemerne er koblet til hendes egen manglende evne til at gribe livet og kærligheden. Mens hun arbejder med sit manuskript, genvinder hun langsomt hukommelsen – og måske også evnen til at handle i den virkelige verden.
Nu venter den sidste, endelige redigering i samarbejde med redaktøren, korrektur, valg af forside og alt det andet, der skal til, for at et manuskript kan blive til en bog. Og sideløbende arbejder jeg naturligvis videre med min fjerde roman, der sådan set også er færdig – i første version vel at mærke…